Mine løbske digte

Jeg skriver digte, til tider mange digte - især når jeg har det svært, og når jeg ikke rigtig kan finde ud af, hvad jeg skal gøre med mit liv. Man kan vel sige, at digte er blevet et slags psykologisk værktøj for mig. Jeg forsøger at få det bedre og forstå mig selv gennem mine digte.

Da jeg først indså, at jeg var stresset, strømmede der også digte ud af mig - lige indtil jeg gik kold og pludselig intet kunne. De kom heldigvis tilbage til mig, da jeg først fik det bedre igen og har siden da været en god hjælp. Jeg har også set gamle digte igennem og fundet flere, som jeg i dag forstår, faktisk handler om stress. Engang så vil jeg måske udgive mine digte om stress. Jeg er ikke sikker på, at det bliver nemt at finde et forlag, men om ikke andet, så kan jeg lægge dem på denne blog. Det vil jo være fantastisk, hvis andre kan få hjælp af dem også.

Min digtsamling om stress hedder “Løbsk.” Fordi det er sådan det føles at være stresset - som om ens krop og sind løber løbsk fra en, og man mister kontrollen over sig selv.

Første gang, jeg brugte ordet løbsk, var i nedenstående digt. Det er fra sommeren 2018. Det var en hård sommer. Jeg troede, det bare var heden, der gjorde det, men med fire digte fra den sommer alene om stress, så forstår jeg i dag, at jeg sikkert har været tæt på at gå ned med stress netop den sommer.

Løbske får

Endnu en digt om min manglende evne til at sove

Vinden hylede i vinduet

Det var varmt

Og tankerne fløj som altid

Jeg prøvede alle tricks med ingen hjælp at hente

Jeg forsøgte endda det gamle trick

Jeg forestillede mig en række af får

På en grøn mark med en lang hæk i midten

Første får løb i rask tempo

Men stoppede brat lige inden hækken

Og så sig forskræmt omkring

Snart resten af rækken også var skræmt

Og inden jeg så mig om 

løb alle mine får løbske omkring

Nu må det være nok

Ikke noget at sige til at søvnen ikke vil komme

Når selv mine egne fiktive får ikke vil lystre mig

Inspiration er godt … men

Ikke flere digte om manglende søvn, tak!

I et andet digt fra den sommer “dunk, dunk, dunk” sammenlignende jeg en speciel frustrerende dag på arbejde med fornemmelsen af at slå hovedet mod en boksesæk. Da jeg udgav den på fyldepennen, fik jeg straks et bekymret svar, at nu skulle jeg huske at passe på mig selv. Det tog mig fem minutter at skrive det digt, mens jeg ventede på bussen hjem, og jeg fik det bedre af at skrive det.

Og i dag, over et år senere, er jeg endelig begyndt at passe på mig selv. Nu ikke bare skriver jeg digte, nu lytter jeg rent faktisk til dem.