lørdag den 28. marts 2020

Gode råd til den stressede nr.1: Kend dine stresssymptomer og hold øje med dem

Når man først har været stresset en gang, så bliver man meget opmærksom på sine stresssymptomer. Måske har man mange af dem, men nogle vil være de primære, dem der løber helt løbsk under et stresskollaps, der hvor man er så stresset, at der ikke er andre muligheder end at melde sig syg.


I kan finde en god liste over mulige symptomer her:
Dette er ikke en komplet liste, men den giver en god oversigt over mulige symptomer.


Mine primære symptomer er:
  • Søvnbesvær: på et tidspunkt var det så slemt, at jeg ikke stolede på mig selv i trafikken
  • Forværret hukommelse og evne til multitasking: på et tidspunkt glemte jeg en ting lige så frit, som jeg så på noget andet - jeg kunne altså slet ikke multitaske, og det er jeg ellers normalt god til
  • Hjertebanken og rysten på hænderne



Jeg ved nu, at dette er mine primære stresssymptomer, og at jeg vil skulle holde øje med dem resten af mit liv. 


Søvnen er nok den, der er nemmest at holde øje med. Til dette har jeg købt et produkt, en lille måtte fra Withings, som om nu ligger under min madras. Her måler den min søvn, uden at jeg behøver at gøre noget for det. Og hvis jeg en dag mistænker, at det ikke går så godt med stressen, kan jeg blot tjekke appen for denne søvnmåtte. Den virker ikke perfekt men godt nok til, at jeg kan få et billede af, hvordan det går. F.eks. finder jeg det meget nyttigt at kunne se, hvordan min puls har været i løbet af natten, og da Corona krisen først startede kunne jeg se, at min natlige puls var noget højere end normalt. Måtten bekræftede altså min formodning om, at krisen påvirker mig.


Så min anbefaling er, at hvis du har været stresset, så find ud af, hvad dine primære stresssymptomer var og hold øje med dem fremover.


Og har du ikke været stresset men måske følt, at du har været tæt på, så har du måske allerede haft en forsmag af, hvad dine stresssymptomer måske kan være. I så fald er du heldig, du kan måske nå at redde dig selv fra en reel kollaps. Notér dig allerede nu, hvad de er og sørg for, at de ikke løber løbsk.

I næste (eller næste igen) blogindlæg vil jeg komme med nogle gode råd om, hvordan du måske kan undgå, at dine stresssymtomer løber løbsk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar